Skal du eller nogle af dine nærmeste holde sølvbryllupsfest – og kunne du/I bruge lidt inspiration, vil jeg i dagens indlæg dele de tanker og forberedelser, min familie og jeg gjorde os før vores sølvbryllupsfest, som netop er overstået.
Gæstelisten
De første tanker, du bør gøre dig, inden planlægningen for alvor kan komme i gang, er omkring gæsterne, du vil se til dit sølvbryllup. Vi gjorde os selv en masse tanker herom – og endte faktisk med at genbruge gæstelisten fra vores bryllupsdag for 25 år siden. Naturligvis, med et par enkelte undtagelser samt nogle nye vennepar og lidt familie, som er kommet til siden dengang. Der var nogle gæstepar, vi knap havde set siden brylluppet – og vi var da også en smule i tvivl om hvorvidt det ville give mening at invitere dem med til vores sølvbryllupsdag. Men da festen stod, var vi ikke i tvivl: Det var dejligt at se dem alle igen – og det vakte skønne minder i os alle at ses igen.
Invitationer
Hvornår skal festen stå – og hvornår sender man invitationer ud? Vi har jo sådan set vidst i godt 25 år, at denne dag formentlig skulle fejres. Alligevel sendte vi først invitationerne ud godt halvanden måned fra festdatoen. Og det var ikke én dag for tidligt! Vi oplevede mange, som ringede og meddelte, at de ”måske” kunne komme, da de enten skulle på arbejde eller havde andre aftaler, som skulle flyttes eller laves om. Heldigvis formåede stort set alle at organisere sig således at de kunne komme – men det er der naturligvis ingen sikkerhed for er muligt. Skal I holde jeres sølvbryllupsfest i sommerperioden vil jeg anbefale jer at være ude i ekstra god tid.
Selve invitationen havde vi lavet på bagsiden af vores bryllupsbillede, som vi havde scannet ind på computeren og fået printet på fotopapir hos den lokale fotoforhandler. Vi betalte vist 10-15 kroner per billede, det var super god kvalitet og vi fik et utal af positive kommentarer fra vores gæster. De syntes alle, at det var en god ide – og at det gamle bryllupsbillede var flot.
Mad og drikke
Vi har familie og venner, som bor tæt ved grænsen, så der har på intet tidspunkt været tvivl om, hvor drikkelsen skulle komme fra. I forbindelse med et besøg hos et hold venner i Sønderjylland, var vi en tur over grænsen, hvor vi fyldte en lånt kassevogn med øl og vand samt lidt vin og spiritus. Sammenlignet med priserne i dagligvarehuse som Bilka, Føtex o.lign., er der ingen tvivl om, at vi sparede gode penge. Penge, som vi så kunne bruge på mad udefra.
Til vores kobberbryllup stod vi selv for alt maden lige fra planlægning til tilberedning og servering. Det tog os mange timer at planlægge, handle ind, klargøre, tilberede og fragte maden fra A til B – og lagde vi alle tal sammen, viste det sig faktisk, at vi landede på en kuvertpris, for maden alene, på godt 200 kroner. Noget, som ærlig talt kom meget bag på os. Denne gang valgte vi derfor at undersøge markedet for priser og menuforslag.
På Sjælland findes der et hav af cateringfirmaer, som tilbyder mad ud af huset. Vi klikkede os omkring på nettet, og ringede rundt til bl.a. Midtsjællands Festudlejning og flere af de større kæder. De var alle meget meddelsomme, kom med forslag til menuer og sendte tilbud ganske kort efter vores henvendelser. I sidste ende valgte vi dog en ven af et vennepar, som kunne give os en super kuvertpris og en lækker menu.
Musik
Til vores bryllup havde vi en ung mand ude, som spillede guitar og sang. Ingen i vores familie er til suppe-, steg- og is-musik, og vi valgte derfor igen i denne omgang at gå efter livemusikken. Vi ledte nettet tyndt for at finde den samme (nu knap-så-unge mand), da det da kunne være skægt at gentage succesen sammen. Desværre lykkedes det os ikke at opspore ham, men måske I vil være mere heldige, end vi var? I stedet valgte vi at hyre et tre-mands orkester, som noget familie benyttede ved deres kobberbryllup sidste år. De gjorde det godt, og prisen var fornuftig.
De tre mand spillede til midnat, hvorefter vi havde en jukebox til at tage over. Denne havde vi lejet hos den lokale festudlejning – og her var alt, hvad hjertet begærer: Moderne musik og alle de sange, vi spillede, da vi blev gift. Jukeboxen var (også) et kæmpe hit!
Og jeg kunne blive ved…
Som du kan se, er der mange tanker og overvejelser, man kan og bør gøre sig i forbindelse med planlægningen af et sølvbryllup. Vi valgte at stå for planlægningen men havde som sagt denne gang valgt at få hjælp udefra til madlavning og musik. Har du spørgsmål til vores arrangement, eller kunne du tænke dig at dele din erfaring og oplevelser med planlægning af dit sølvbryllup, er du velkommen til at lægge en kommentar under indlægget..