For en hel del år siden købte jeg en campingvogn. Den blev parkeret permanent på en plads, hvor udsigten ned til havet og stranden bare er perfekt. Min familie og nød at komme dertil i weekenderne hen over sommeren. Men som årene gik, og børnene voksede op, blev det ligesom ikke så aktuelt for os længere. Dels ville børnene på ferie eller weekendtur med venner og bekendte. De plagede også en del om at tage på camping i Italien inspireret af mulighederne for også at besøge et lækkert badeland der. Dels blev vi også lidt mere kræsne med forholdene. Samtidigt ville vi også gerne se lidt mere af verden. Så jeg solgte campingvognen. Til en bekendt, jeg har. Han købte den til sin søn, som har vognen stående på det samme sted.
Historien gentager sig
Kan man sige, at historien gentager sig? Det kan man måske godt. Men så skete der det, at min ældste datter kom på besøg hos os i går. Hun er sød, til at kigge forbi, når hun har tid og lyst til det. Hun kom, og vi talte selvfølgelig om gamle dage. Lige pludseligt spurgte hun mig om, hvad der egentlig er sket med den campingvogn, jeg havde. Jeg fortalte, at den var blevet solgt, og at jeg har delt pengene. jeg fik for den imellem hende og hendes søskende. De er blevet sat ind på deres konti.
Mobilhome på italiensk campingplads
Hun kiggede glad på mig. Og så fortalte hun mig, at det er penge, der falder på et varmt sted. Hun har nemlig besluttet sig for at ville invitere os på ferie til næste år. Hun sagde, at til den tid vil hun have penge nok til at kunne betale for vores flybilletter og leje et mobilhome i Italien, som vi kan bo i. Alle sammen. Hun fortalte, at hun har mange gode minder fra vores ture ud til campingpladsen, men at hun foretrækker et mobilhome. Vi er jo ikke så mobile som for 20 år siden, hvor vi ofte tog snakken om, hvor skiferien skulle gå hen. Og samtidigt så vil hun gerne have den luksus at kunne lave mad ved et rigtigt køkken. Ikke over åben ild eller ved et lille gasblus.
Hun er så sød
Hun er sød, min datter. Hendes lille pige er 2 år, og jeg tænker, at det vil blive vidunderligt at kunne bade sammen med hende ved en dejlig strand et eller andet sted i Italien. Jeg er taknemlig for at have så sød en datter. Og et barnebarn, der er så dejligt. Men jeg har sagt til min datter, at hun ikke skal bekymre sig om os. Vi behøver ikke at komme til Italien for at være sammen med hende.
Da jeg fortalte hende det, kunne jeg se, at hun blev lidt skuffet. Hun spurgte faktisk, om vi ikke ville holde ferie sammen med hende. Der er intet, vi hellere vil. Det fik hun at vide. Men vi vil ikke volde hende besvær. Det er svært nok for hende, fordi hun er alene med den lille pige. Hun fortalte mig så, at hun er forelsket i en italiener, og muligvis vil flytte dertil permanent. Derfor syntes hun, at hun ville introducere os til sit nye liv – på en stille måde via en ferie dernede. Verden er blevet lille.