Nu er det jo blevet forbudt, men for en snes år siden, da jeg i forbindelse med mit arbejde rejste en del i Fjernøsten, var det helt åbenlyst, at der blev handler med kopivarer af alskens slags. Selv har jeg da i tidens løb købt nogle stykker af den slags, og det skete helt uden tanke for, at det måske var lidt umoralsk.
For eksempel husker jeg, at jeg forsynede både familie og venner med Seiko ure, der lignede den ægte vare i så høj grad, at ingen uden særlig forstand på ure ville fatte mistanke. Det blev også til nogle få Rolex ure, men med hensyn til dem var det lettere at afsløre, at der var tale om en billig kopi.
Rolex
Der er det specielle ved Rolex ure, at sekundviseren ikke flytter sig i små ryk som på langt de fleste billige ure, men glider rundt i helt jævn fart. Den egenskab kan jeg huske, at de billige kopier fra Hongkong eller Seoul, hvor jeg kom en del, ikke havde. Det viste sig da også ret hurtigt, at “guldbelægningen” på både urkassen og lænken begyndte at skalle af, og så lignede kopien faktisk ikke længere den ægte vare.
Siden har jeg vendt ryggen til alt, hvad der minder om kopivarer, blandt andet fordi det ikke længere interesserer mig at “ligne en million”, når jeg er blandt andre mennesker. Det med at smykke sig med lånte fjer tiltaler mig ikke mere.
Men samtidig har man selvfølgelig generelt fået bedre råd med alderen, og i dag har jeg flere forskellige armbåndsure, og de er alle helt ægte. Jeg bruger mest mit Seiko ur, men ved nogle lejligheder foretrækker jeg et af de to Casio ure, jeg har købt i tidens løb. Det er mest, hvis jeg i en eller anden situation har brug et stopur, for det er der i begge mine Casio ure, som er ret sporty i deres design med digital visning af tiden og en alt andet end prangende opbygning i plastik.
Heller ikke min kone bryder sig om at gå med kopivarer mere. Det gjorde hun den gang for en snes år siden, da jeg stolt hjembragte et par Ray Ban solbriller til hende fra en rejse til Fjernøsten. Jeg havde købt dem i en bod på gaden i Hongkong, og så vidt jeg husker, gav jeg mindre end 50 kr. for dem.
Solbriller
Der var selvfølgelig tale om en kopi, men de var virkeligt smarte, og der var vist ingen af min kones veninder, der nogensinde fattede mistanke til solbrillerne, som lignede alt andet end et par billige solbriller. Men de var jo netop billige, og de holdt vist heller ikke så længe.
Det er faktisk lidt pudsigt med hensyn til ure, for i min ungdom kom et dengang nyt fabrikat på markedet herhjemme og blev hurtigt populært i kraft af ordentlig kvalitet til en fornuftig pris. Det var Timex ure, som nogle den gang vrængede lidt ansigt af, fordi de var ret billige. Senere forsvandt mærket fra de flestes bevidsthed, men jeg skal da love for, at Timex er vendt stærkt tilbage. Mon ikke også det skyldes en massiv markedsføring online med alt fra FB over Instagram til SEO?